Solrød Karate Klub

Solrød Karate Klub blev stiftet i 1982 af Felix Ramø. I de tidlige år var Felix chefinstruktør i klubben sammen med sin søn og datter, men udså sig efter ca. 8 år sin efterfølger i den dengang meget unge Jesper Jul, som i en alder af 19 år blev både chefinstruktør og formand for klubben i 1992, hvilket dog ved siden af sin egen træning blev en lidt for stor mundfuld for Jesper.

Så i 1994 overtog Krish Naidu posten som formand og gik aktivt ind i bestyrelsesarbejdet, hvilket bl.a. medførte nye lokaler og endnu større medlemsfremgang. Krish gik også selv i gang med træning sammen med sin søn Neil, der i mange år var en af klubbens faste instruktører.
Krish er ikke længere formand i klubben, men er æresmedlem i klubben.

Klubben har altid formået, både dengang og i dag, at markere sig via god organisation og dygtige og veluddannede instruktører. I al den tid klubben har eksisteret, har den haft tæt kontakt til de bedste instruktører og udøvere i Danmark og verden, da klubben gennem tiden, altid har haft en udøver på landsholdet – enten som junior eller senior

I 2004 overtog Søren Helsted, 7. dan, jobbet som cheftræner og har i dag  ansvar for træningen i klubben. Søren har udover cheftæner rollen også ansvaret for klubbens kataelite.

I 2001 fik klubben en mere eller mindre hel ny bestyrelse, med Morten Johansen i spidsen. Den nye bestyrelse fik hurtigt lagt alle ting i faste rammer og indført en god struktur omkring konkurrencer, uddannelse og aktiviteter i klubben og endnu bedre rammer for instruktørernes virke.

Der er i de senere år et par bestyrelsesmedlemmer, der er blevet udskiftet og bestyrelsen er også blevet udvidet, så der i dag er 6 medlemmer og 3 suppleanter der alle deltager i bestyrelsesmøderne. Den nye bestyrelse har ført klubben frem til et medlemstal på omkring de 350 medlemmer og huser mere end 80 sortbælter.

Klubbens instruktører indgår i et tæt arbejde med bestyrelsen, hvor de i fællesskab skaber et tæt, hyggelig og socialt miljø i klubben.

Mange af klubbens medlemmer er i familie sammen, hvor forældre og børn træner med hinanden. Solrød Karate Klub er en familieklub, men også en klub, hvor voksne og børn kan træne sammen og hver for sig – lære af hinanden og være selvstændige.

Så ønsker du motion på en spændende måde, med godt kammeratskab og mulighed for at træne sammen med din familie eller venner, og hvor du også lærer at forsvare dig selv – så er Solrød Karate Klub en klub og sport for dig.

Klubben er medlem af: 
- United Generel Karate
- Karate Association Denmark
- Dansk Idræts Forbund 
- Dansk Arbejder Idræt
- Solrød Idræts Union




Solrød Karate Klub  |  2680 Solrød Strand  |