Solrød Karate Klub

Solrød Karate Klub blev stiftet i 1982 af Felix Ramø. I de tidlige år var Felix chefinstruktør i klubben sammen med sin søn og datter, men udså sig sin efterfølger i den dengang meget unge Jesper Jul, som i en alder af 19 år blev både chefinstruktør og formand for klubben i 1992, hvilket dog, ved siden af sin egen træning, blev en lidt for stor mundfuld for Jesper.

I 1994 overtog Krish Naidu posten som formand og gik aktivt ind i bestyrelsesarbejdet, hvilket bl.a. medførte nye lokaler og endnu større medlemsfremgang. Krish gik også selv i gang med træning sammen med sin søn Neil. Da Krish stoppede som formand blev han æresmedlem i klubben.

Klubben har altid formået, både dengang og i dag, at markere sig via god organisation og dygtige og veluddannede instruktører. I al den tid klubben har eksisteret, har den haft tæt kontakt til de bedste instruktører og udøvere i Danmark og verden, da klubben gennem tiden, altid har haft en udøver på landsholdet.

I 2001 fik klubben en mere eller mindre hel ny bestyrelse, med Morten Johansen i spidsen. Den nye bestyrelse fik hurtigt lagt alle ting i faste rammer og indført en god struktur omkring konkurrencer, uddannelse og aktiviteter i klubben og endnu bedre rammer for instruktørernes virke. Morten var formand indtil 2017, hvor Jakob Bøge overtog posten de næste 5 år. I 2022 blev Morten igen formand for en 2-årig periode og i 2024 overtog Søren Helsted formandsposten. Både Morten Johansen og Jakob Bøge er udnævnt til æresmedlemmer i klubben.

I 2004 overtog Søren Helsted, jobbet som cheftræner og havde ansvar for træningen i klubben indtil han i 2024 blev formand for klubben. Shihan Søren Helsted 8. dan, har som den højeste graduerede stadig ansvaret for klubbens tekniske linje, afholdelse af gradueringer og for klubbens elite. Fra 2024 er Claes Christensen valgt som ny cheftræner, hvor han har ansvar for træningen og instruktørerne.

Under Sørens 20 års virke har han været medvirkende til at dreje klubben i en værdibaseret retning under HIPE-konceptet og samtidigt sikret at fokus blev 3 delt med karate for alle lige fra minikarate (fra 4 år) og op til den absolutte verdens elite, elever fra klubben har således over de seneste 15 år vundet 90 verdensmesterskaber. Samtidig har Søren holdt fast i den traditionelle karate på meget højt og teknisk niveau og i dag er klubben den klub i Danmark, der har flest aktive sortbælter. Klubbens succes dokumenteres klart af et medlemstal, der i de sidste mange år ligget på omkring 230 medlemmer og huser mere end 90 sortbælter.

Klubbens instruktører indgår i et tæt arbejde med bestyrelsen, hvor de i fællesskab skaber et tæt, hyggeligt og socialt miljø i klubben.

Mange af klubbens medlemmer er i familie med hinanden, hvor forældre og børn træner med hinanden. Solrød Karate Klub er en familieklub, men også en klub, hvor voksne og børn kan træne sammen og hver for sig – lære af hinanden og være selvstændige.

Så ønsker du motion på en spændende måde, med godt kammeratskab og mulighed for at træne sammen med din familie eller venner, og hvor du også lærer at forsvare dig selv – så er Solrød Karate Klub en klub og en sport for dig.


Klubben er medlem af: 
- WUKF Danmark
- Karate Association Denmark
- Dansk Idræts Forbund 
- Dansk Arbejder Idræt
- Solrød Idræts Union